Skeptisk humanisme hos Montaigne og Camus

Michel de Montaigne (1533-1592) var en fransk renæssancehumanist og filosof kendt for sine Essays udgivet i 3 bind (1580-1588). Albert Camus (1913-1960) var fransk eksistentialistisk forfatter og filosof særligt kendt for romanerne Den fremmede og Faldet, samt de filosofiske essays Sisyfosmyten og Oprøreren.

​

Forbindelsen mellem Montaigne og Camus findes både i deres litterære tilgang til filosofiske spørgsmål og i et fokus på en menneskekærlig humanisme, der formuleres som det umiddelbare svar på en ellers skeptisk indstilling overfor menneskets evner til at opnå sikker viden og til muligheden for at formulere en overordnet mening med livet og tilværelsen.

​

Både Senecas stoicisme, Epikurs materialisme og den antikke skepticisme spiller en afgørende rolle for Montaignes formulering af en skeptisk livsfilosofi i mødet med en kaotisk og usikker verden. Med devisen ”Que-sais-je” (”hvad-ved-jeg”) gør Montaigne op med middelalderens teologiske dogmer og bastante helhedstolkninger af verden og livet. I stedet lægges der vægt på det umiddelbart sansede og levede liv og menneskenes mangfoldige livsformer og normer.

​

Montaignes skeptiske humanisme afviser muligheden for et guddommeligt perspektiv og tager i stedet udgangspunkt i menneskets endelige og perspektiviske forståelse på sig selv, andre og verden. Der etableres hverken et systematisk verdensbillede eller et fuldstændigt tankesystem, da det individuelle netop ikke lader sig subsumere restløst under almene begreber. Det individuelle, endelige og tidsbegrænsede perspektiv dyrkes og udfoldes som en mangfoldighed af betragtninger over menneskets mange livsformer.

​

Det drejer sig om kunsten at leve livet uden at reducere denne kunst til dogmatiske opskrifter. Det drejer sig for Montaigne om ”omsorgen for sig selv”, om frihed og uafhængighed. Men omsorgen for sig selv indbefatter omsorgen for andre. Som Seneca udtrykker det ”den, der er sig selv en ven, er alle andres ven”. Humanismen består i en accept af mangfoldige livsformer og at leve med og for andre. At rejse er til dette formål for Montaigne den bedste skole i livet, for gennem rejsen lærer man, hvad de andre er og herigennem hvad man selv er.

​

Forbindelsen mellem Montaigne og Camus består ud over det skeptiske og det humanistiske element i en filosofisk overvejelse af døden som menneskets grundbetingelse. For Camus findes der kun ét eneste filosofisk spørgsmål: om livet er værd at leve? Montaigne udtrykker sig anderledes og siger: at filosofere er at lære at dø ”que philosopher c’est apprendre a mourir”. Camus afviser enhver form for dogmatisme og ophøjer den umiddelbare kærlige omsorg for den anden, som eneste mulige udvej af den ellers meningsløse tilværelse.

​

På filosofi-rejsen stiller vi skarpt på både Montaignes og Camus’ værker og tanker og går på opdagelse i den smukke universitetsby Montpellier. Universitetet i Montpellier, grundlagt i 1160, er blandt verdens ældste og havde stor indflydelse i renæssancen, hvor flere prominente digtere og filosoffer havde deres gang, bl.a. Rabelais, Petrarca, Erasmus, Nostradamus og senere Paul Valery. Montpelliers smukke arkitektur, rige kulturarv og fantastiske vejr indbyder til både fordybelse og inspiration.